Træfældning sådan gør du

Det er vigtigt at fælde et træ korrekt, da det kan have fatale konsekvenser, hvis det gøres forkert. Både planlægningen og udførelsen af træfældning skal være beregnet nøje og foregå helt efter planen.

Se priser på fældning af træer her.

Planlægning

Der skal gøres mange overvejelser forud for fældningen af et træ. Først og fremmest skal du sikre dig, at der ikke befinder sig personer i området, som kan komme til skade ved at blive ramt af træet. Hvis der befinder sig personer i nærheden, skal de være mindst to trælængder væk, før fældningen må påbegyndes. Dernæst skal du sørge for, at du ikke er alene om opgaven, eller at du har mulighed for let at få kontakt til andre, såfremt der skal ske dig noget. Dette kan eksempelvis være via en walkie-talkie eller en opladt mobiltelefon, der er let at komme til. Det anbefales, at man altid er mindst to til at fælde et træ.

Beslut fælderetning

Når du er klar til at fælde træet, skal du beslutte, hvilken retning det skal vælte i. Denne beslutning skal tages ud fra en vurdering af træet og dets omgivelser, hvor du tager højde for træets hældning, vindretningen og grenenes placering. Du kan med fordel fælde træet over en stamme eller en sten, hvis du skal afkviste stammen efterfølgende, da det giver en bedre arbejdshøjde, end hvis træet ligger fladt på jordbunden.

Lav et forhug, før træfældningen

Når du har taget ovenstående i betragtning og derfor er klar til at fælde træet, starter du med at lave et forhug i den ene side af stammen, hvilket har til formål at være med til at øge chancerne for, at træet mister balancen i denne retning og falder ud over forhugget. Forhugget laves i en åbning på 90 grader i den ene side af stamme og skal have en dybde, der går ind til næsten midten af stammen.

Lav et fældesnit

Modsat dit forhug – altså på den modsatte side af stammen – saves et fældesnit ind mod spidsen af forhugget. Fældesnittet skal stoppe 2-5 centimeter fra forhuggets spids. Disse 2-5 centimeter fungerer som en fældekam, der fungerer som et hængsel, som har til hensigt at styre træets fald i den ønskede retning. Hvis du har problemer med, at din sav klemmes fast i fældesnittet, kan du kile en kile ind i det. Dette kan desuden være med til at give træet overbalance over forhugget, så træet med større sandsynlighed vælter denne vej. Du kan også fastgøre et reb højt på træet og trække det ud over forhugget for at få træet til at vælte i den ønskede retning.

Fæld træet

Når du har planlagt fældningen og gjort klart til den, som beskrevet ovenfor, er du klar til at fælde træet. Dette gøres ved at skubbe til træet i den modsatte side af, hvor træet skal vælte hen. Husk for god ordens skyld at tjekke endnu en gang, om der er personer til stede, før du vælter træet.

Det rette udstyr

Du bør altid anvende sikkerhedsudstyr ved træfældning. Det er altafgørende, at du selv bærer udstyr, der beskytter dig mod eventuelle uheld, såfremt dette bliver tilfældet. Især er en kraftig hjelm vigtig. Hvis du arbejder med en motorsav, skal du bære en hjælp med visir for at undgå træsplinter i ansigtet. Du skal desuden bære et høreværn, hvis du arbejder med en motorsav.

Udover at anvende solidt udstyr til dig selv, er det vigtigt, at du anvender funktionelt udstyr, hvad enten du vælger at bruge en sav eller en motorsav til formålet. Du skal forud for fældningen sikre dig, at den er i god stand og af en ordentlig kvalitet, så den ikke skaber uforudsete problemer.